Arv

I Tors Lysskær grønnes Kaos ved Myriadens Stiernehær I Menneskens Huus, slaaes nu Rod, som en Gave fra Promethevs; Jeg priser dig, Mælkebøtte Skyll nu over mig mod Plage og Sygdom Spir og gro, af Lysets Ve, ligesom Fanden selv Op med Helvedsmagt, Skærsild gul, Op!, op!, i al din Pragt; blot slig Skønhed og blot hin alene kan stadig vares ved Vi priser dig, Mælkebøtte Skyll nu over os mod Hunger og Nød Spir og gro, af Lysets Føde, ligesom Fanden selv For trædet Skanken og forsmædelig Fod staaer du lige ranken Først skærsildgul, saa kiøldenshvid, ligesaa i Iordens Bul Under hvide Vinger bæres, i enske Evighedens Traa, gennem Stængelen Mælken gæres til, tusind Diævelyngel smaae Selv mod Ædder og Hakke og mod Tidseliern vil du ei sakke, men du, til evig Tid, skal staae som Vink til Menneskens lid Mod takked Rand, mod Løvens Tand, skal Sinder knuges; af Skærsilds Blom drives Lutring, drives Liv, saa Freden holdes tom Under hvide Vinger bæres, i enske Evighedens Traa, gennem Stængelen Mælken gæres til, tusind Diævelyngel smaae I Kosmos, en Streg, Ordenen bugnes deraf --et Kaoskræfters Pek: i Vansindets Have forvolder Udkrudtet Tugten sig at tave Jeg priser dig, Mælkebøtte Skyll nu over mig mod Plage og Sygdom Spir og gro, af Lysets Ve, ligesom Fanden selv

Submitted by Cyberwaste — Apr 23, 2025

Jeg vil rive hende i Filler om hun ei giver ham til mig klore hendes Øine saa han igen kun vil se mig; hendes Blod skal koges tørt i en Gryde paa hedensk Ild Intet af hendes skiøre Krop vil mere føle dig Jeg hader hin vakre Siæl hun haver Intet Had i sig Om hun atter vil hiemsøge mig intet Frygt jeg haver Husbondens Ælsk bliver til Had fra mig jo flere du vinder, jo mere hader jeg dig Skiødesløs og yndig ingen Fregne paa din Kind Paa dine natlige Stier skal du snart tørre ind Alle Mænd din Barm vil have De ere troldbundne af dig Dit lyse Haar bølger sig i Vinden naar du danser rundt i Hei I mit Hierte brinder du findes ei Had i dig Dit rene Blik vil svinde hen -din Siæl dør i Nat Dit Blod rinder paa min Kind Dine Læmmer rives af Dat Haar skal nappes eet for eet I denne Nat ditt haan skal ende Jeg ofrer nu dit Liv for alle sultne Skiøgers Lyster Ingen vil ei mere føles numne af dit pathetiske uskyldige Smil Du skal brinde Du skal visne hen Din Krop skal raadne bort til ingen mindes dig Jeg kutter op dit Bryst grafser ud af din skiønne Levning Hiertet banker, raskt som Hiort til det knuses mellem Steen; dine Indvolde bliver spredt paa Fieldet -sultne Dyr vil komme hist De vil renske dit Væsen bort, og fierne dig fra mit Aasyns vrede I sorte Nætter saa haaber jeg du hiemsøger mig, da skal jeg vise dig hvad du giorde mod mig Alle Mænd din Barm vil have De ere troldbundne af dig Dit lyse Haar bølger sig i Vinden naar du danser rundt i Hei Jeg haver et Snev af dig i mig, men du fortrænger det Ingen ser mig i Skyggen bag dig Din Lykke spiser mig Jeg vil ei længre falmes ved siden af dig Sol skal skinne igen Sit rene Blik vil svinde hen -din siæl dør i Nat

Submitted by NecroGod — Apr 23, 2025

Til Høidemarkerne lagde han sin Visitt af, en Officer, pensionered og høit decorered, hvis Jagtmod blev gået over af Tvivl saadan i Møde med baade Meute og Veidemand! Hvo er De der tror De kan fælde Haren i snehvid Ham? --Vrøvl! Med Kløgt og Tel skal den forgaae og mine Kugler bide paa Generalen olmed sig og fnøs af hine tykpandedes phantastiske Fortællinger Guds Død og Fandensdom! om en Pjalt lusker til sig Mælk og Vællinger --iscenesadt af Kællinger!? Med Siælen sadt til Diævelen af i Bytte mod hin dyreste Skat, kan Mokken, før i Skærsilds Hav, raade frit med Sortekunsts Legat Før Hanen gol, med Villen fast, der blegned baade Fugl og Gast, Og Rigtignok!, om lidt han saae Efterladenskaber saa bittesmaae Paa Gribbenillens Kælebuk bider ikke eet eneste Kuk! Thi slig en Bragd forsømmes ei men monne føres dog blot ud af mig! Jeg haver faaet nok af Flitterstad og Tant; hører I? Hystaden er lutter mannegal og sprød I Morgen, før Solen nedrunden ere, skal I faae se den død! han sprang tilskovs med Morgenen ludende over sin Krag-Jørgensen --PANG! smald det fra Skrænten, efterfulgt af høilydt Banden Nu greb Hvidlæst til sit Gevær, og svandt bort i Blaaning skvær --PANG! Riffelen atter sang accompagnered af Bersekergang Hans Liv passered saa Revue her given Floskelheltens Ry! Af sig selv forjaged og forkaved, og føred ind i Afmagtens Bedrøvelse Ak, hvilket Huskomhei han nu havde laved Nej, han monne hvæsse Syn og Hørelse til sit Livs Prøvelse - at genreise Fordums Førelse, efter Fornemheds Frarøvelse Og rigtignok! han fandt flux Spor og grinte vel af sin Gave stor Han kasted indpaa mere Skraa, thi slig en Stund skulde skønnes paa, og tritted sporenstregs og kvikt og sveded ud baade Tryk og Gigt Gennem Morgenrødens Stille skar en durkdreven Statur og kyste alskens Liv herop, der ei var kendt med slig Natur I hans Øine skimtes nu Diævelen, om du tør at skæve ind i dem! thi han mærked det, i Marg og Ben, Ramlerens Nærvedsværen: O Øienpryd! Hist, i Fleinkrullslyng, Hvidpuds praled og sig vigted med lidet vidste den derom, at den nu laae i Riffelsigtet Igen, han fandt sig selv høiraged og begaved, der føltes skønt her med Overvægtens Beruselse, thi! han fandt Haren i Lyngen, der ei længer kaved Hist, den laae til Vy og Anskuelse, Skamfuldhed og Ruelse omkalfatred til Lunelse over Trofæets Hædersbebudelse Men brat byksed Haren op som Jægersiæl ud af Krop! Generalen fik saa her sin største Knæk, thi Haren sprang nu med hans Finger væk! Med Ryg og Lænder, krum og lud i sagte Trin, og Knoen gemt, svøbt i blodig Klæde ind; Jagtmod ere gået over af Tvivl saadan i møde med baade Meute og Veidemand Hvad haver hændt med Eders Haand, der ere bleg som Eders Aand? Si', hvad var vor Gæt? De bar tomhænded Hiem og tilbage ligger nu Hoveren --Pølsesnak! I Barten han prusted ein Zapfenstreich og med Næve hytted, han hvæsed og spytted: Revanche: Mit Løsen! I ved Løvfald ser en nyboren Christianienser!

Submitted by BloodShrine — Apr 23, 2025

Faderen sadt med sin Kniv og skar paa sit Indtun og søgte Svar han ere nu trætted og betænkt Han saae sin Søn nu vokse til og undred om ham føre vil Levnet ham ere ofred og skænkt Sønnen saa et Brev bekommet; Sønnen svor sin Siæl Faderen med Sotte, forkommet, laae nu, uden Vilje, uden Lyst Uden Tøven hasted Hiem naadde ei rettidigt frem, Faderen havde resigneret sin Dyst Dine Høster faaer du af Marken du saaer saa hold sirlig din Hæst og din Harv, Før dit sidste Traa, maae du din Søn formaae saa han bliver ved her i sin Arv Se til de nære, og hold dine kære og vid at de vil med dig henstaae Lær din Søn alt derom Ætt og Gehalt og han høste vil saa din Stoltheds Haa Faderen tog sit farvel higheil og sæl udvortes Sønnen drog af Gaarde og Skammen slog en Aare indvortes derpaa, sin Odel at beskikke Han svor sit Eftermæle derpaa, hans Minde at beskikke Voldt efter forgangen Sed jeg muldlægger dig paa dit Arnested saa du kan følge med at vor Families Hævd varer ved I Utid, i Vansken vender jeg mig til din Houg hen saa du kan følge med At vor Families Hævd varer ved Naar min Tid kommen ere, skal jeg da selv lægges her, og min Sønnesøn, der vil føre vor staute Arv skvær

Submitted by Sexy Gargoyle — Apr 23, 2025

Með hundraði seggum salt bar inn gran-rauði striðlyndir ok illvilja-fullir Þegar sem í augljósi kom land Vörn á fjöru stóð í sjáldi hvílaði Foldin en mark hersis varð lyptat Þegar sem í augljósi kom hjölt Þaðan kertisveinn skrækti gekk gramr sá út í leiki Freys ok dróttir gengu saman með honum Reiðyrði í hávaða váru heyrt en lólyndr hersis gekk til níðings ok Hildr gekk saman með honum Hildr ok Skögul bíðu ór stað Á meðal vikvera hundraða birtast fránn inn tiginborni lang-rækir ok baráttu-fullir i Þvisa él réð Þá yndifall Margr maðr hraustaligr fell dreyra-fæð rann Foldin en størri tapan skulu verða í Þvísa él réð Þá yndifall Höggvandi lysti af honum höfuðit ímnir hans vá ok sárs-auki gein siðan hné gramr aptr ok var Þá dauðr Hirð fölnaði ok starði niðr glýstamir ok værugjarnir andast nú skulu Þeir til viss hvergi Hildr ok Skögul bíðu ór stað

Submitted by Sexy Gargoyle — Apr 23, 2025

Riv mig sund Læm for Læm Bistert og vondt mit Helved-Rig Hør, jeg bier, giv mig Fred ifra Mønsteret du ei vil være ved Skral og tom jeg falder i Knæe Hør, jeg bier, giv mig Fred Overvældende, et Mulm søger sin Føde i Sygdom og Forkommenhed mister jeg min Tro, Naar du høster ind din Grøde vænder jeg Øine væk fra en endelig Ro Bistert og vondt mit Helved-Rig Jeg kæmper Sygdommens faafængte Krig Nød voldes igen og igen Om jeg blot kunde svinde hen Skral og tom Jeg falder i Knæe Hør!, jeg bier giv mig Fred fra Dødens Spot fra mit Lægeme saa tungt, saa tungt Giv mig Fred!

Submitted by Dahmers Fridge — Apr 23, 2025

I Stille færdes jeg hen fra Alfarvei opp mod Jokumsol Af Byrden vældes jeg Tankerne knuger mig Der synes langt til Jokumsol Alt mit Vonde glemmer jeg bi Lysskapet fremfor mig, der blusser i Jokumsol Elvehesten fore mig i Prunken hin viser sig saa stolt i Jokumsol Hvis Varskrig lokker mig og fører mig indtil sig given hen i Jokumsol Levnet blaaner bagom mig ei længer tynges jeg saa skønt i Jokumsol Dansense ledes jeg idet Nøkken toner Vei given efter i Jokumsol I Tiernet svinder jeg mod Mulmet under mig saa koldt i Jokumsol

Submitted by Iron_Wraith — Apr 23, 2025

En Efteraarsdag saa kold, saa skønn strøg jeg af Sted Med gyldne røde prangende føre mig blev jeg liden igen En sval Bris let mod mit Kind som en Hiertenskærs Strygen Sitrende jeg laver i duggfrisk Lyng mit Hierte slaae sin Rod Myrerne stuves for sit røde Guld, hvis Blussen tilstases mit Hy og Huld Mit Spand nu fyldes -just som mig Mit Spand hartad læns stadig trinte jeg i Skoven længer ind mod gemte Lænder smykked i Guld Hist fore mig i Skoddefavn Bjørken røber sin Lønegang mod Myrerne i fuld Troldpuds mit Føtt slaaer sin Rod Op ifra Søkket op ifra Skoddehav, en duvende Mylne hos Tørvfolket stod Dødmand byder sin Dødkone op Forføred af Løden om Myrens smukke Guld Forsømmed jeg Døden kring Multens vonde Kuld Multens Greb nu omkring mig slog og lokker mig længer ud paa Lunsemyr --mens Dødens Vals tiltog Tørvens Greb haardt omkring min Fod og trækker mig ned mod min vaate Grav Min Krop saa tung, saa hvilkekær fredsælt min Vilje her bleges af Dødmand om sin Dødkone Hænderne hævet over Hoved En Aattetur i evig Rundgang -slig gaaer Dødens Vals Høire Haand tvunded i hendes Venstre Haand tvunden i hans Til Toner af Raaten gik Mylnen med en Oddes Savn Hvis Multerne saa til næste Høst min Danseuse vilde skænke mig

Submitted by Immortal — Apr 23, 2025