Det vilde kor

Mit Sind er saa tungt, jeg ser intet Lys i hele det skumrende, vide Rum. Jeg bøjer mig sammen of ber om et Raad: men Himlen er stum. Jeg stirrer forknyt ud i Kvælden haard - da sprætter der Stjærne paa Stjærne ud. Jeg synes de vinker mig en efter en som smaa Svar fra Gud. Jeg bøjer mig ned med Tak for ikvæld og tror paa en Morgen saa klar og høj. Men da har de Stjærner skjult af Skam, o Gud hvor de løj!

Submitted by Cyberwaste — Apr 26, 2025

Jeg driver i aften og tænker og strider, Jeg synes jeg er som en kantret Baad, og alt hva jeg jamrer og alt vad jeg lider saa ser jeg mig ingen Raad. Men hvi skal jeg være saa haardt beklemt? Om hundrede Aar er alting glemt. Saa stanser jeg virkelig heller Striden og ganger tilsjøs med min pinte Sjæl. Der finder nok Verden mig engang siden saa bitterlig druknet ihjæl. Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt? Om hundrede Aar er alting glemt.

Submitted by BloodShrine — Apr 26, 2025

Det tasser og lever i skogen endskjønt det er natten og alt er til ro. Jeg ligger på ryggen og tænker i mørke og kjender mig vokse og gro. Jeg ligger og skriver på himlen og bortover stjærnernes hær med min sko. Det tasser og sysler i skogen. Den lyd ifra stråene kjender jeg før; de sydet så gule idag i solen, nu knækker de over og dør. Og granernes nåler falder, den lyd er så inderlig liten og skjør. Det er ikke andet som lyder. Men slikt er vel fare og støy for en mus? Da skjælver hun ind under lyng og blader og har ikke bedre hus. Jeg tænker: hvor lydløst dèt lever som lever hernede i grams og i grus! En ser dem iblandt fare sammen og puste med brystet så dirrende tit og vente så rådvildt om noget vil hænde når mennesket nærmer sig litt. Det er vel når mennesket kommer for musen som fjælde som kommer i skridt. Det strømmer ind på mig altsammen at alle de bittesmå liv er nær. Som jeg er så svær for disse, har alle et noget som sværere er. Jeg rykker min sko tilbake som skrev over himlen og stjærnernes hær.

Submitted by Dahmers Fridge — Apr 26, 2025

Du siger at Gud er god. Jeg siger jeg er hans Skabning og mig er han haard imod. Du siger han alting ved. Saa ved han at mig forfølger og farer han ilde med. Han satte mit Hjærte i Slag og gav det en Livstid at lide. Saa stanser han det en Dag. Du siger der er en Gud.

Submitted by Celtic Frost — Apr 26, 2025

Jeg ved ikke hvordan mit Hjærte er fat, det holder mig vaagen den langsomme Nat. Snart banker min Puls som en Hund der gjør, snart ligger den stille, det er som den dør. Jeg hejser Gardinet: det blaaner af Dag, Is hænger fra Rænden paa Badstuens Tag. Jeg lister i Marken og lytter mig til et sært og skælvende Foraarets Spil. Det vaares saa godt i Marken og Dyrene vaagner til Flirten og Flir, alt Furuen sprækker med Kvae som Draaber af Livselixir. De Stjærner deroppe staar stille og blege, Fuglen begynder at lege. Det lysner de vide Vegne og en efter en vender Stjærnerne hjem, men ude ved Verdens Grænse en vifte af Ild bryder frem. Solen, Solen, Guds luende Øje, hviler paa Elv og Høje. Rørte en Troldmand ved Jorden? Alle dens aandende Barme gaar, alle dens Lemmer røres og alle dens Pulse slaar. Langs Elven driver der Morgendampe, det buldrer af Skrig og Kampe. Se, Vaaren er kommet i Dalen. Nu rømmer han Hiet den magre Bjørn, og højt over Vestens Bjærge sejler en kongelig Ørn. Men henne ved Husene reder en Skære til Bryllup i Tugt og Ære. Lad spille med Vaar over Jorden! Og ind i den store Naturens Musik der nynner en Lyd fra mit Hjærte, en Tak for hver Vaar jeg fik. Det dunker som Hovtramp i Brystet af Glæde og Øjet blir vaadt af Væde.

Submitted by Corpse Defiler — Apr 26, 2025

I Kvældingen kom hun og bad om Ly den brune husvilde Pige. Hun var saa stille, hun var saa sky, men gal som den unge Kvige. Og ikke saa kom du til Fyrstens Slot, et Kot er mit hele Rige. Men del mit Leje og varm dig blot og vær velkommen, min Pige. Om Morgenen klædte den Pige sig paa og bad mig Levvel tillige. Men der hvor hun stod blev hun vet at staa og vilde slet ikke vige. Da førte jeg hende til yderste Port og ud af mit hele Rige. Da førte jeg kanske min Lykke bort - jeg kan ikke mere sige.

Submitted by MetalElf — Apr 26, 2025

Det lever i Ostindien en Rov-Edderkop af Skabning og af Farve som en rød Orchidé. Den ligger midt i Dagen forat ses og at se, med Ben til alle Kanter of med Bugen vendt op. Den ligger der saa længe og urørlig som Døden. Og Sommerfuglen kender ej den Rov-Edderkop, han svirrer om den herlige, den røde Orchidé som ligger midt i Dagen og hver Sommerfugl kan se. Han flyver ned paa Blomsten. Han flyver aldrig op, han fløj i Favn med Døden. Saa ligger Orchidéen der saa livløs som før. Og nye Sommerfuglefyrer søger den – og dør. Og hver Gang ligger Blomsten der urørlig igen. Min Kærest er som den.

Submitted by The Void — Apr 26, 2025

Og du vil vide hvordan Pigen gøres elskovsvarm og hvordan du din egen Ild skal røbe? Du kort og godt annamer hende til din slemme Barm at sige, hvis hun ikke lar sig købe. Og du vil vide hvordan Pigen holdes elskovsvarm og hvordan hun skal hindres fra at løbe? Saa ofte du omslynger hende en Gang med din Arm omslyng hende fire med din Svøbe.

Submitted by Warbringer — Apr 26, 2025

Jeg har det: denne gale Tvang i Panden, en Tanke blot ihvor jeg gik og stod, den kommer af Slidtage paa Forstanden. Der gaar en Vals af Flammer i mit Blod og Gulvet staar i Rødt her for min Fod - det er en Pibebrand – en Pibebrand, for Fanden, det brænder blot i al min gamle Sod. Guds Hellige! Jeg steg mig ind i Stuen, kun Maanen stod og saa derpaa, hoho, og der var blot en Mundens Nej hos Duen, hun krummed sig og krammed sig saa fro. Vi brused blinde sammen begge to. Saa døde Ild og Mørje ud paa Gruen. Mit Hjærte det laa rødt og grovt og lo. Og vældigt havde Kærlighedens hende, hun var mig helt hjærtinderlig min Brud. Men denne Gang tog al min Fryd en Ende: jeg nejer mig i Grus paa hendes Bud, jeg ber til hende som jeg ber til Gud - forgæves alt... Fy Fanden, for Elende! En Pibebrand som aldrig slukkes ud!

Submitted by Lake of Tears — Apr 26, 2025

Hvor lyder den Knurren i Natten rolig! Læg Øret til Jorden og hør: evindelig kommer den, kendt og fortrolig en Tone som aldrig dør. Hvad er et? Det lyder som Vin der gærer. Du fejler. Det syder og ætser og tærer. En Verden som ligger og klør. Hvad – venter du Stillhed i Nattens Tide naar Vaaren og Livet gryr? Det dirrer af Kampe saa vidt og vide som Dyr monne møde Dyr. Og Skabningen nappes og næses og narres og Skabningen prøves og pines og parres, og Øje slaar Øje i Fyr. Ind rykker en Vandrer i Midnattens Time i dine velsignede Kaar. En Vunde er Vunde, men dette en Strime Omstændighederne slaar. Du lapper dig sammen med Jeremiader og drikker deg fuld med fortvivlede Lader alt sligt som er godt for Saar. Du møder et Tog som du evigt vil huske - hvad er det de Skabninger gør? For Fan, det er Heste som kører med Kuske og smælder en faglig Honnør. Se, Natten er Livet og Kvinden dets Hersker, og Manden er Oksen i Verden som tærsker den Tone der aldrig dør.

Submitted by MetalElf — Apr 26, 2025

Nu ruger Nat over Enge og alt i Mørke forgaar. Jeg lytter her fra min Rude, det tier saa tomt derude, det er som naar Klokken staar. Da hører jeg Røster kalde som op fra en Huldreby. Jeg ved det er mig de vil finde. Godnat da I to herinde! Jeg kommer igen ved Gry. Saa gik jeg mig ud i Natten og droges saa sælsomt hen. Gud naade hver Far og Mage som vel fandt sin Vej tilbage, men aldrig kom helt igen!

Submitted by Warbringer — Apr 26, 2025

Nu glider Baaden mod Skærgaardsøen, en Ø i Havet med grønne Strande. Her lever Blomster for ingens Øjne, de staar saa fremmed og ser mig lande. Mit Hjærte blir som en Fabelhave med samme Blomster som Øen ejer. De taler sammen og hvisker sælsomt, som Børn de mødes og ler og nejer. Her var jeg kanske i Tidens Morgen som hvid Spiræa engang at finde. Jeg kender Duften igen fra fordum, jeg skælver midt i et gammelt Minde. Mit Øje lukkes, en fjærn Erindring har lagt mit Hode ned til min Skulder. Saa tætner Natten ind over Øen, kun Havet buldrer – Nirvanas Bulder.

Submitted by Grave666 — Apr 26, 2025