Alvild

I jomfrubur skjult en pige så skøn En datter af kongen af ærefuld æt Bag tremmer af jern og vogtet af orm Men frierens fod blev dog hertil ledt Men Alf den djærve slog modstanden ned Han krævede da Alvilds skælvende hånd Men skjult af mørket hun flygtede ud i skov Ej hun ville lænkes i ægteskabs bånd Hun vandrer, hun vægrer, hun vælger sin vej Hun ror over bølger, hun følger blot sin tro Hun vandrer, hun vægrer, hun vælger sin vej Hun ror over bølger, i krigen hun fandt ro I krigen hun fandt ro Som kriger hun klædtes i brynje af jern Og kvinder da skjult i mandsklædning drog På havet at sejre med sværd og skjold På togtet de sloges og mangt et rov tog Alvild da ledte sit mandskab så fermt Som høvding hun fødtes af rygte og navn En hær af kvinder forenet De rejste mod sejren til mangt et lands havn Hun vandrer, hun vægrer, hun vælger sin vej Hun ror over bølger, hun følger blot sin tro Hun vandrer, hun vægrer, hun vælger sin vej Hun ror over bølger, i krigen hun fandt ro Men skæbnen da ville til Alf fandt til slut På fremmed jord til sværdkamp var sendt Han skjulte sit åsyn bag kappe og hjelm Men aldrig for Alf hendes ynde var glemt Da standsede striden hun kendte hans duft Og kærlighed fandtes hvor frygten før sad Hun vandt alle slag men tabte til sidst Sit hjerte til ham hendes skæbne tilbad Hun vandrer, hun vægrer, hun vælger sin vej Hun ror over bølger, hun følger blot sin tro Hun vandrer, hun vægrer, hun vælger sin vej Hun ror over bølger, i hjertet fandt hun ro I hjertet fandt hun ro

Submitted by Nargaroth — Jun 04, 2026